Helsekost
 

Hvem sagde reparationsalder ? Det hedder REKREATIONS-alder!

af Mia Damhus,
Ernæringsterapeut DET

Vi bliver ældre – men lysten til at have indhold og aktivitet i livet forsvinder ikke bare. Heldigvis peger megen ny forskning på, at det kan hjælpe at tage sig af sin livsstil – altså sine vaner omkring kost, motion, søvn og afslapning.  Der er faktisk gevinst i form af færre gener i de ældre år.


Alle, der har bil, ved godt, at det betaler sig at passe motoren med olieskift, holde bremserne ved lige og passe karossen med rustbeskyttelse – så holder bilen længere og kører med færre problemer.
Nu er vi mennesker ikke biler – vi er langt mere avancerede – men hvis vi vil have mere energi til rekreation og undgå for mange reparationer, er der god grund til lidt forebyggende vedligehold. Til gengæld kan en lille indsats komme mange gange igen i form af en lettere dag med mere energi og overskud.

 

Energi


En frisk energi er en hjælp til at komme i gang med at gøre de gode ting for sig selv, som de fleste af os gerne vil: Skrubbe lidt ekstra grøntsager til aftensmaden, gå en tur i den friske luft eller give sig selv en grundig tur med hamphandsken, så huden vågner og blusser.
For at kroppen kan producere energi, er der brug for visse livsvigtige vitaminer og mineraler. Specielt B-vitaminerne og mineralerne magnesium og mangan er nødvendige, og det er ikke altid muligt at spise sig til nok gennem kosten. Jo mere travlt man har, jo større brug er der for ekstra tilskud udover kosten.

 

Råmaterialer


Råmaterialet til vedligeholdelse og fornyelse – livsvigtigt fedt, protein, vitaminer og mineraler - optages gennem fordøjelsen.
Når alt er, som det skal være, mærker vi slet ikke fordøjelsen – den skal bare umærkeligt skaffe os ny energi fra maden vi spiser. Men ondt i livsstilen giver ofte også ondt i maven. For få fibre, for lidt motion og for lidt vand kan give mange gener fra fordøjelsen, og det kan stjæle meget af energien gennem dagen. Der kan være let hjælp i de helt enkle råd:

  • Spis mere grønt og groft og mindre sukker og hvidt brød
  • Drik mere vand og mindre kaffe
  • Husk surt til hvert måltid 
  • Spis langsomt og i ro og tyg maden grundigt

Bitter smag sætter liv i processerne og kan hjælpe til en bedre næringsoptagelse. I maden kan det være grapefrugt, julesalat, rucola og andre bitre salater, men også her kan tilskud af bitre og fordøjelsesfremmende urter være en god idé.

 

Vækstlaget

 

Det indre miljø i fordøjelsen skal ligesom det udvendige miljø holdes rent. Der lever 1-2 kg bakterier i vores indre – det er helt i sin orden - men hvem de er, er ikke ligegyldigt. At holde de venligtsindede, gunstige bakterier i overtal er måske en af de vigtigste måder at vedligeholde et godt helbred. Ovenstående punkter fremmer den gavnlige flora i tarmen, specielt er fiberindholdet  i kosten daglig næring til de gode bakterier.  Men floraen kan også fornyes direkte ved at bruge

  • syrnede drikke med levende mælkesyrebakterier
  • tørrede, levedygtige mælkesyrebakterier (kapsler eller pulver)

For at give de uønskede beboere i vores indre dårligere vilkår er hvidløg, karry, ingefær, oregano, timian og rosmarin gode krydderier at bruge med rund hånd. Og så én gang årligt at tage en kur med nogle af de gode urtepræparater, der har lang anvendelse til regulering af det indre vækstlag.

 

Renovation og rengøring


Samtidig skal kroppen kunne nå at skille sig af med affaldsstofferne for at bevare en god energi. Leveren er kroppens vigtigste ”rensningsanlæg”, og mange gode urter kan støtte leverens afgiftningsevne. Ved at bruge urter som artiskok og marietidsel er der sidegevinster, fordi disse urter også har en gunstig indvirkning på fordøjelse, stofskifte og immunsystem.

 

Søvn


Om natten, i den dybe søvn, reparerer kroppen en lang række af de småskader, der sker hver dag i den aktive tid. At være i mørke og sove, gerne fra omkring kl. 23 til kl. 6 næste morgen, anses for en afgørende brik i puslespillet om at bevare energi og livslyst.

For dem, der har fået dårlige vaner med at være oppe eller se fjernsyn sent, er det ”bare” at lægge vanerne om og gå tidligere i seng. Men rigtig mange mennesker har svært ved at sove og vælger af den grund at være oppe.


Selv om man ikke kan sove hele tiden fra 23 til 6, er det vigtigt for produktionen af søvnhormon, at der er mørkt. Det er altså bedre at ligge i mørke, vågen, og fx. lytte til stille musik, end at tænde lyset og stå op.

Søvnløshed hænger ofte sammen med en uro i kroppen, som kan bedres med mineralet magnesium, der hjælper musklerne med at slappe af. Andre har gavn af beroligende urter som valeriane og humle, og det skal da også huskes, at kaffe senere end kl. 16 sagtens kan have en langtidseffekt, som forstyrrer søvnen – så skift aftenkaffen ud med urtethe.


Lad lysten til mere liv være gnisten til nye gode vaner!

Mia Damhus er uddannet som farmaceut i 1985, videreuddannet til brygmester i 1986. Gennem 10 år beskæftiget inden for bryggeriindustrien med produktionsledelse, projektering og konsulentvirksomhed såvel indenlands som udenlands. Sideløbende uddannet til ernæringsterapeut og medlem af Danske Ernæringsterapeuter DET.
 
Forfatter til bøgerne"Harmoniske hormoner", Klitrose 2000, "Problemer med maven", Hovedland 2002 og "Hovedpine", Hovedland 2002.
Leder uddannelsen til ernæringsterapeut og aktiv som foredragsholder.

 

Relaterede artikler:

Få mest ud af livet - hele livet

Er du i overgangsalderen? Test dig selv

Kvindens naturlige overgangsalder


 

 

Om Helsam A/S Helsam A/S, Rønsdam 1, 6400 Sønderborg, Tlf. 7448 8140 Brancheuddannelsen