Find butik
Find butik
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
0

Artikler

Umahro’s 6 bud på et år med mere glæde og overskud

Vi er mange, der starter året med gode nytårsforsætter, og en idé om hvad vi gerne vil gøre anderledes i det nye år. Måske ønsker du at leve lidt sundere eller bare nyde hverdagen mere? Uanset hvad der står øverst på din ønskeseddel for det kommende år, så er der god inspiration at hente i Umahro’s 6 bud på en sundere hverdag i balance! - Og det bedste er, at det er de små ændringer i hverdagen, der kan gøre den helt store forskel:

Umahro’s 6 bud på et år med mere glæde og overskud
  1. Hold fast i de ting, der giver dig energi og glæde
    Husk at holde fast i de ting, der giver dig energi og glæde i hverdagen!  Personligt bliver jeg glad, når jeg hører god musik, læser kogebøger, spiser god mad, eller er sammen med familie og venner. Jeg nyder også min træning, som giver mig en god energi. Disse ting prioriterer jeg højt, fordi det giver mig ekstra glæde og overskud i hverdagen.
  2. Giv dig selv tid til at starte dagen på en god måde
    Det er meget vigtigt at starte sin dag på en god måde, så du får god energi til resten af dagen. Få minimum 7-8 timers søvn hver nat og stå tidligt nok op, så du kan nå et ordentligt morgenmåltid. Hvis du ikke får nok søvn, er der mindre energi til at gøre andre ting, der er gode for dig. - Og mindre energi og glæde til at nyde livet.
  3. Find en træningsform du synes er sjov
    Motion i hverdagen er uoverskueligt for mange, men se på hvad du kan gøre derfra, hvor du er nu? Er det bare en halv times gåtur eller cykling om dagen, du kan overskue? Så gør det, for det gør allerede en forskel. Det vigtigste er, at du finder den form for træning og fysisk aktivitet, du nyder eller synes er sjovt.
  4. Gør det let at træffe de rigtige valg
    Sørg for at dine omstændigheder og det miljø, du har omkring dig, gør det sværere at træffe dårlige valg. Hav f.eks. dit træningsgear pakket og klart om aftenen, hvis du gerne vil træne om morgenen.  Så er det lettere rent mentalt at komme op og i gang.
  5. Find små lommer af mig-tid i løbet af dagen
    Kig på din plan for dagen og se, hvor der er plads til små ’åndehuller’. Det kan f.eks. være korte pauser, hvor du lige bruger 10 – 15 minutter på noget, der får dig ned i gear, eller hvor du beskæftiger dig med noget, du interesserer dig for. Det kan være en god podcast, noget musik, der giver dig energi, eller bare en tur ud og nyde haven. Kan du lide at meditere, er det også oplagt. Så længe det er noget, der gør dig glad, og som kan passes ind i hverdagen.
  6. Tag de vigtigste skridt først
    Det er vigtigt at tage det skridt først, som vil gøre den største forskel for lige præcis din sundhed. Hvis det du gør for at få mere energi og overskud, er baseret på de bagvedliggende årsager til din sundhedstilstand, så ser du også en større effekt. På den måde bevæger vi os væk fra diverse kure, som ofte er mere en religion end en løsning, der er tilpasset din situation. Langt de fleste vil få størst udbytte af at sætte ind på de helt basale faktorer først og hurtigt mærke en effekt i form af et højere energiniveau og lavere symptomniveau.
Sortér efter