Find butik
Find butik
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
0

Artikler

Mit sunde liv - Anne Dorthe Tanderup

Anne Dorthe Tanderup blev hele Danmarks håndbolddarling, da hun var på landholdet. Ung, smuk og succesrig hjalp hun landsholdet med at hive den ene sejr hjem efter den anden. Men flere skader satte en brat stopper for hendes karriere, da hun blot var 25 år gammel. Og der var brug for en omlægning af hele hendes liv.

Mit sunde liv - Anne-Dorthe TanderupJanuar 2014

Anne Dorthe Tanderup blev i 2008 uddannet kostvejleder og har netop udgivet bogen ’Min vej til et sundt liv’ på Politikens Forlag.

Hun arbejder som kostvejleder for Riis Cykling og er gift med Bjarne Riis, som hun har fire sønner med.

Efter skaderne havde umuliggjort en karriere som håndboldspiller, fandt Anne Dorthe sig selv sætte spørgsmålstegn ved, hvad hun nu skulle bruge sit liv på. Hun havde levet af og med håndbolden i en sådan grad, at hun ikke længere vidste, hvem hun selv var.
Det var først, da hun for fjerde gang i 2007 blev opereret i sit knæ grundet tidligere skader, der havde efterladt hende med et knæ uden hverken brusk eller menisk, at en italiensk læge fik sat tankerne i gang hos hende.

Kulhydrat og minus fedt

”Han nævnte blandt andet, at den behandling, jeg havde fået for mit knæ dengang, jeg fik skaderne, var et godt eksempel på den uvidenhed omkring elitesportsudøvere og skader, der herskede i 1990’erne. Det er klart, at vi hele tiden finder ud af nye ting i forbindelse med træning og motion, men det fik mig til at tænke over tingene. Perioden, jeg spillede i, var præget af den generelle opfattelse at ”fedt feder”, derfor levede vi elitesportsudøvere stort set fedtfrit og sugede kulhydrater ind i form af pasta og brød, fordi man dengang mente, at det gav den energi, som vi havde brug for. Men jeg følte mig altid træt og manglen på sunde fedtstoffer og protein gjorde, at jeg konstant var sulten”
Den italienske læge, mindede også Anne Dorthe om, at man skulle fokusere på både krop, psyke og sundhed som en samlet pakke. For det hænger sammen, hvis man skal et problem til livs, og så er det lige meget, om det er en fysisk skade eller uro i psyken. Oplevelsen hos lægen og samtaler med Body SDS grundlæggeren Ole Kåre Føli gjorde, at hun gik i gang med en kostvejlederuddannelse, som viste sig at være både en øjenåbner og en markant livsstilsændring.

Livsstilsændring

Meget har ændret sig inden for kost siden 1990’erne, og Anne Dorthe lever i dag med en diæt, der er markant anderledes fra kulhydratfesten på landsholdet
”Hjemme hos os står den ikke på raffinerede madprodukter, som sukker, hvidt brød, ditto ris og pasta, men derimod sunde fedtstoffer, fuldkorn, masser af rå grøntsager og proteiner fra både bælgfrugter, nødder og økologiske dyr. Jeg og en af mine sønner spiser heller ikke gluten eller mælkeprodukter, da vi begge reagerer negativt på det. Jeg kan kun tale for mig selv, men min kostomlægning betød, at min permanente følelse af træthed forsvandt, og smerterne i mine knæ og krop er mindsket. Mine sønner har levet det meste af deres liv med denne livsstil, hvilket betyder, at de er nogle af de eneste på deres skole, som frivilligt vælger salat til frokost, og de er desuden meget aktive. De dyrker masser af sport, og de sidder ikke så meget foran computeren, som deres venner gør.”
For Anne Dorthe Tanderup er der ikke tvivl om, at kostomlægningen har været det trinbræt, som blandt andet har genereret jobbet som kostvejleder for Riis Cykling. Men måske vigtigst af alt har hun fundet det sted, hvor hun allerhelst vil være.

4 hurtige til Anne Dorthe

Hvilke kosttilskud tager du?
Det varierer over året. Men typisk tager jeg sunde, koldpressede olier hele året, og det samme gælder for mine fire drenge. Derudover får vi alle multivitaminpiller og D-vitamin om vinteren. Jeg drikker friskpresset grøntsagsjuice næsten hver dag, og hvis én i familien begynder at skrante lidt, bliver der drukket shots af friskpresset ingefær og citron med rå honning. Desuden hjælper magnesium mig ved spændingshovedpine og ømme muskler.

Hvordan holder du din krop i form?
Grundet min knæskade kan jeg ikke løbe eller svømme, så derfor dyrker jeg yoga, styrketræning og landevejscykling.

Hvad spiser du, når du skal hygge dig?
Jeg bager ofte kager, selvfølgelig gluten- og mælkefrie, når vi skal hygge, men i stedet for sukker, bruger jeg for eksempel tørret frugt, bananer, æblemos eller honning,

Hvad er dit bedste råd, hvis man skal holde sig sund?
Det er så individuelt fra person til person, men for mig er kosten helt klart en topprioritering for min sundhed.

Du kan købe bogen "Mit sunde liv" af Anne Dorthe Tanderup her.

Vis som

www.helsam.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Cookies kan anvendes til at skelne de forskellige brugere på en hjemmeside fra hinanden samt til at måle trafik på en hjemmeside. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til ovennævnte formål. Du kan finde vores cookiepolitik her: Klik her

×