Et naturlægemiddel er et lægemiddel med aktive ingredienser, som ikke er væsentligt mere koncentreret end i naturen. Som oftest er de aktive stoffer fra lægeplanter, hvis virkning er velbeskrevet i den europæiske litteratur.
Selvom de aktive indholdsstoffer stammer fra naturen, kan naturlægemidler undertiden godt give bivirkninger og indvirke på effekten af konventionel medicin. Det er derfor vigtigt at konsultere egen læge først, hvis man ønsker at benytte et naturlægemiddel sideløbende med anden medicin.
Du kan altid genkende et naturlægemiddel, da der udover anvendelse og dosering altid står anført et såkaldt MT-nummer (markedsføringsnummer) på emballagen. MT-nummeret gives af lægemiddelstyrelsen, når lægemiddelstyrelsen har godkendt naturlægemidlet. Et naturlægemiddel må aldrig erstatte lægebesøg og behandling, og det er vigtigt at læse indlægssedlen før brug.