Find butik
Find butik
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
0

Artikler

Magnesium

Magnesium er et af de mest almindelige mineraler i kroppen, og du har ca. 24 gram magnesium i kroppen lige nu.

Magnesium

Magnesium er et af de mest almindelige mineraler i kroppen, og findes primært i knoglerne og i det bløde væv som bl.a. musklerne. Faktisk indeholder kroppen ca. 24 gram magnesium, og er ligeligt fordelt i knogler og muskler og blødt væv. Din krop har behov for mange mineraler, og et af de vigtigste er magnesium. Men hvorfor er magnesium så vigtigt, og hvad bidrager mineralet egentligt til? Det kan du læse meget mere om herunder.

Hvad bidrager magnesium til?

Mange af kroppens funktioner har behov for magnesium for at kunne fungere optimalt. Magnesium bidrager bl.a. til:

- At mindske træthed og udmattelse
- Elektrolytbalancen (kroppens saltbalance)
- Et normalt energistofskifte
- Nervesystemets normale funktion
- En normal muskelfunktion
- En normal proteinsyntese
- En normal psykologisk funktion
- At vedligeholde normale knogler
- At vedligeholde normale tænder
- Celledelingsprocessen.

Naturlige kilder til magnesium

Som du kan se, spiller magnesium en vigtig rolle i rigtigt mange af kroppens funktioner. Magnesiums rolle i forhold til nervesystemets normale funktioner, er at det sørger for at muskler og hjerte kan trække sig sammen og dermed arbejde og pumpe blodet rundt i kroppen. For at spise nok magnesium skal du sørge for at spise varieret og nok af de fødevarer der indeholder mineralet. Fødevarer der indeholder magnesium er mange, og nogle af dem er:

- Grøntsager som artiskok, ærter, spinat og løg
- Frugt som bananer
- Mælk og mejeriprodukter som mælk, yoghurt og ost
- Fisk og skalddyr som hornfisk, tun og jomfruhummer
- Vegetabilske olier
- Nødder, frø og kerner som paranødder og mandler
- Kød som svinekød, oksekød og and
- Ris
- Mørk chokolade
- Almindeligt postevand.

Inspiration til køkkenet

Hvis du mangler inspiration til lækre og velsmagende retter med ovenstående fødevarer, kan du besøge vores opskriftsunivers, hvor du bl.a. finder opskrifter på spinatsalat med æble og brændte paranødder, jomfruhummer med røget tangolie, mandelmælk og stenalder myslibarer med chiafrø og kokos

Mangel og overdosering

Ved mangel på mindre mængder af magnesium kan du opleve symptomer som muskelsvaghed, nedsat appetit og en generel træthed der påvirker humør og hverdagen. Hvis kroppen over længere tid mangler magnesium, påvirker det kroppens optag af calcium, der i sidste ende kan være skyld i svagere knogler. En lettere mangel på magnesium giver sjældent symptomer, og det er forholdsvis nemt at få den rette mængde, da magnesium findes i et væld af fødevarer. Desværre formår mange alligevel ikke at indtage nok, og derfor er det en god idé at indtage magnesium gennem et supplerende kosttilskud.

Nogle personer har større risiko for at mangle magnesium end andre. Primært er det personer der lider af kronisk diarré, eller som tager vanddrivende medicin. Det skyldes at magnesium udskilles gennem kropsvæsker, og derfor kan det resultere i mangel. Hvis du er i behandling med antibiotika, kan magnesium i visse tilfælde nedsætte optagelsen med 50 %. Det betyder ikke, at du ikke kan indtage magnesium under en antibiotikakur, men du bør vente tre timer mellem indtagelsen af magnesium og antibiotika. Er du gravid, kan du opleve at have et mindre øget behov for magnesium, men for det meste indeholder kosttilskud til gravide den ekstra mængde magnesium.

Det er meget sjældent at overdosering af magnesium finder sted. De personer der oplever en overdosering lider ofte af nyresygdomme. Hvis du skulle opleve at få symptomer som diarré, kan det være et tegn på, at du har indtaget for meget magnesium.

Sport og søvn med magnesium

Sportsudøvere bør altid gøre brug af et kosttilskud med magnesium. Ikke kun fordi det bidrager til at styrke knoglerne, men også fordi det ifølge Sundhed.dk har en gavnlig og forebyggende effekt på muskelkramper. Når du dyrker motion sveder du, og når du sveder udskiller du mineraler – bl.a. magnesium. Derfor er det vigtigt at du sørger for at vedligeholde din krops lager af magnesium, især da omkring halvdelen af kroppens magnesiumindhold som nævnt tidligere findes i musklerne og det bløde væv.

Flere undersøgelser viser også, at magnesium har en positiv virkning på evnen til at falde i søvn. Hvis du oplever at have svært ved at falde i søvn, og få ro i kroppen om aftenen når du ligger i sengen, kan du derfor prøve at indtage magnesium i form af et kosttilskud. Den mængde magnesium der skal til kan du ikke få gennem kosten alene, med mindre du spiser virkelig store mængder magnesiumholdige fødevarer.

Typer af magnesium

Der findes forskellige typer af magnesium, bl.a. magnesium citrat der øger kroppens optag af magnesium. Citrat er citronsyre og det er netop det der gør, at magnesium citrat lettere optages af kroppen. Denne form for magnesium kosttilskud er det mest almindelige. Magnesium kosttilskud findes i form af pulver, tabletter, kapsler og eliksir. En stor del af produkterne er desuden veganske, og kan indtages af veganere og vegetarer. Du finder hele vores udvalg af magnesium kosttilskud her på helsam.dk, men mange af produkterne finder du også i vores butikker. Har vi ikke produktet på lager når du besøger os, kan du vælge at få det leveret til din nærmeste Helsam butik helt gratis. Du får også gratis levering til dit hjem, hvis du køber for mere end 199 kr.


Vis som