Salmiaklakrids
Sådan laver du din egen salmiaklakrids - mums!
Tilberedningstid: 1 time
Holdbarhed: 3 måneder
Mængde: 950 g
Råvarer:
- 60 g lakridsekstrakt
- 30 g salmiaksalt
- 10 ml sort slikfarve
- 60 ml vand
- 75 g gelatine ØKO
- 100 ml kogende vand
- 100 g majsstivelse
- 460 g druesukker
- 140 g alm. sukker
- 150 ml koldt vand
- 2 gryder (ikke aluminium)
- 2 skåle
- 1 vægt
- bolsjevæv eller bagepapir
- 1 dejskraber
- 2 grydeskeer
- 1 termometer (min. 110 °C)
- Udstiksforme eller saks
Fremgangsmåde:
- Begynd med at røre en lakridsblanding af lakridsekstrakt, sort slikfarve, salmiaksalt og de 60 ml vand sammen i en skål.
- 100 ml vand koges og hældes i en skål og heri røres hurtigt gelatinen. Gelatineblandingen holdes varm under låg i vandbad, til det skal bruges.
- Majsstivelse, druesukker og alm. sukker røres godt sammen i en gryde og de 150 ml koldt vand tilsættes. Notér den samlede vægt på gryden med indhold.
- Mens det varmer op, røres der i gryden, og omrøringen fortsættes, mens det koger på næsten fuldt blus. Rør godt hele tiden (ca. 10 min.), så sukkermassen ikke brænder på. Af de 150 ml vand, der er tilsat, skal 130 ml koges væk, så vej et par gange under kogningen.
- Lakridsblandingen tilsættes.
- Når temperaturen er under 100 °C, tilsættes den flydende gelatineopløsning.
- Hæld massen ud på bolsjevæv eller bagepapir (smurt ganske let med olie), evt. i en lille bradepande el.lign., så tykkelsen på lakridsen bliver ensartet.
- Efter en times tørring pudres med sukker, evt. tilsat lidt salmiaksalt, og lakridsen klippes eller udstikkes i harlekintern eller andre figurer.
- Undlad at pakke lakridsen i tætte plastposer de første 2-3 dage, de skal tørre for at undgå at klistre. De kan evt. pakkes i dåse med mellemlægspapir.
Opskriften er venligst leveret af Urtegaarden.