Find butik
Find butik
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
0

Artikler

Umahro Cadogan Sundhed til alle kvinder

Sundhed drejer sig ikke om at have en bestemt vægt, have en sixpack, se ud på en bestemt måde eller passe ind i en eller anden prædefineret kasse. Sundhed er, når du har det fantastisk i krop og sind.

AF NYA VECHT / FOTO LINE THIT KLEIN KNUDSEN

“Når det kommer til sundhed, skal du passe på med at tro, at det kommer på en formel, og at du skal leve op til et eller andet ideal, hvor du skal spise på en måde eller motionere på en anden, for det er en misforstået form for sundhed,” fortæller ernæringsekspert og forfatter, Umahro Cadogan. Han er netop aktuel med en bog, ”Alle kvinders sundhedsbibel,” hvor det vigtigste budskab er, at sundhed er den tilstand, hvor du har overskud og energi til at gøre, hvad du har lyst til.


“Vejen derhen er forskellig fra person til person, og det er forkert, når der bliver sagt, at du skal følge den her kur eller træne på den måde. Selvfølgelig er der nogle ting, som er vigtige såsom at spise masser af grøntsager, få sundt fedt og motionere. Men du skal starte med at se på dig selv og finde ud af, hvor du er henne. Og herefter skal du sørge for at sætte tre mål op, som er realistiske for dig at nå. Hvis du gerne vil spise sundere, så skal du starte med at få 600 gram grøntsager, bær og frugter om dagen, for det vil gøre en kæmpe forskel for dig. Der, hvor jeg ofte oplever at folk oplever en stor forskel i deres generelle sundhed er ved maden; masser af grøntsager, sundt fedt, kvalitetsprotein, og så skal der også være plads til en kage indimellem,” forklarer han. 


Med hensyn til kosten, skal du kigge på de forskellige muligheder og kostråd, og udvælge dem, som giver mest mening for dig og der kan give dig både sundhed og et skønt liv, understreger Umahro Cadogan. Og det er det samme med motion; hvis du ikke er vant til at bevæge dig overhovedet, så start ud med at finde ud af, hvilken slags motion, som du synes er sjovt. Det kan for eksempel være en daglig gåtur, for hvis du starter med det, vil det give dig en masse på sundhedskontoen. Når du så har nået det mål, kan du justere videre derfra og starte med noget nyt. “Hvis du for eksempel er begyndt at spise fornuftigt, kan du så begynde at udskifte nogle af dine kulhydrater med protein eller vælge økologiske produkter. 



I stedet for at hoppe på en livsstilsændring, som er målrettet alle, skal du hellere lave en ego-kur, hvor du gør det, som passer til dig og kan forenes med, hvor du er i livet,” siger Umahro Cadogan. Hvis det er søvn, som du mangler, skal du prøve at komme i seng ved 22-tiden om aftenen, så du ikke kommer for sent i seng. Eller prøve at slukke for alt elektronisk udstyr en time før, du skal sove, da det også kan forstyrre dine søvnrytmer. Men igen skal det være tiltag, som kan passe ind i dit liv. “Det er langt vigtigere at finde ting, som du kan holde fast i end at tvinge en kur ned over hovedet på dig selv, for så kører du sur i det efter tre uger,” slutter Umahro Cadogan.





Vis som