Find butik
Find butik
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
0

Artikler

Artikler

Tips til et liv som veganer

Gode råd og tips fra helsekostvejleder Libeth Ganderup

Vi har spurgt Lisbeth, hvad den veganske livsstil har betydet for hende, og har fået hendes bedste tips til dig, der også overvejer at leve vegansk eller vegetarisk. 


1) Hvad betyder det, at være veganer?

At være veganer betyder at man vælger alt animalsk fra. Ud over kød spiser en veganer ikke mælkeprodukter og æg, og nogle undgår også honning. De strengeste veganere fravælger også f.eks. læder til tøj og sko.

2) Hvor mange år har du levet vegansk?

Jeg har levet vegansk i ca. 3 år, men jeg har haft stor interesse for vegetarisk madlavning og økologisk levevis siden teenageårene, men jeg har også spist kød og fisk. Jeg har desuden lavet mad uden mælk, æg og gluten i mange år, da der er allergi i familien. 

3) Hvad er din personlige motivation for at leve vegansk?
Det primære for mig er sundhed og miljø, men også dyrevelfærd er en vigtig del af det. Vi har jo i dag ubegrænset adgang til kød, hvor det førhen var en mere knap ressource. Det høje forbrug af kød, som er en del af manges kost i dag, går ud over både miljø, dyrevelfærd og sundhed. Jeg oplever i den Helsam butik jeg arbejder i, at mange unge har fundet interesse for den veganske livstil, ikke blot den vegetariske. Jeg tror på, at man som individ gerne vil bidrage til den globale sundhed og miljøbelastning. Flere spørger sig selv, hvor de som individ kan gøre en forskel, og for mange er mindre kød, eller en helt kød-fri kost en logisk konsekvens af den overvejelse. Men personligt skiftede jeg til vegansk kost på baggrund af anbefalinger fra flere professionelle behandlere, som uafhængigt af hinanden kunne se, at min krop ville fungere langt bedre uden mælkeprodukter, æg og kød.

4) Går du nogen gange på kompromis med livstilen?

Jeg går som hovedregel ikke på kompromis til hverdag, men hvis der er nogen, der tilbyder kage til kaffen ved en særlig lejlighed, så kan jeg godt takke ja, selvom der både er æg og mælk i. Jeg spiser også almindelig yoghurt ved et morgenbord på hotel, hvis de ikke har soja-yoghurt eller andet alternativ. En sjælden gang imellem spiser jeg æg og ost.

5) Kan du mærke en forskel efter du har skiftet til den veganske livsstil?

Jeg synes generelt, at jeg har fået det bedre, også omkring fordøjelsen, god energi og et styrket immunsystem. Jeg troede, at jeg ville have svært ved at undvære fisk og æg, men kan sagtens undvære det. Det er i det hele taget sjovt, at man hele livet kan lære nye præferencer omkring mad og smag. Det at leve vegansk er for mig en spændende rejse, hvor jeg hele tiden lærer nyt og nye måder at lave mad på.

6) Hvor finder du inspiration til en vegansk hverdag?

Jeg får masser af inspiration til maden gennem bøger og blogs, men kan også sagtens selv finde på nye retter, alt efter hvad jeg lige har i køleskabet. (Se listen med Lisbeth’s yndlings-blogs og hjemmesider nederst i artiklen) Men det kan sagtens gøres enkelt og nemt, de dage det skal gå stærkt; Grøntsager i kokosolie på panden med nogle krydderier og kikærter eller bønner fra fryseren, eller en god salat, det er nem og hurtig mad.

7) Hvad har du altid i dit køkkenskab?
Tamari, tahin, citronsaft, og kikærter til en god hjemmelavet hummus, bouillon og miso til suppe, quinoa er meget anvendelig, både i grød og som ingrediens i pålæg. Speltmel og andre melsorter til brød og forskellige flager til grød. Krydderurter. Og selvfølgelig chiafrø og spirulina, som også er gode kilder til proteiner. Jeg har altid færdigkogte bønner og kikærter i fryseren og forskellige veganske frikadeller og falafler på frost, når det skal gå stærkt. Jeg spiser varieret, fiberrigt, frugt i begrænset mængde, grøntsager, fuldkornsprodukter samt nødder og mandler. Jeg får hver uge en pose økologiske grøntsager, og dyrker også selv forskelligt fra højbede om sommeren.  Har desuden hindbær og et stort æbletræ i haven. 

8) Hvad er den største udfordring ved at være veganer?

Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke får kombineret min mad rigtigt, kan det påvirke mit blodsukker. Så jeg er ekstra opmærksom på at få de rigtige proteiner, kulhydrater og fedtstoffer. Bl.a. er tofu en god kilde til proteiner for mig, men forsøger dog at begrænse indtaget af soja, så jeg veksler meget med andre proteinkilder, som f.eks. quinoa, bønner og kikærter.
En hurtig og nem måde at få protein og gode fedtsyrer er spirulina og chiafrø i et glas vand/ eller grøntsagsjuice, der lige står ca. 10 min. Det  lægger en god bund, så det får jeg om morgenen. Ofte veksler jeg mellem forskellige super greens blandinger, bl.a. med chlorella/hvedegræs/byggræs eller andet, så det ernæringsmæssigt varierer lidt.

9) Hvad gør du hvis du skal spise ude f.eks. på café eller hos venner?
Ja, det er jo noget af det, der også kan være rigtigt svært som veganer. Hvis det er på en café eller restaurant, så kan man være heldig at finde en vegetarisk ret. Det er sværere med en ren vegansk.  Er det ikke på menuen, så spørger jeg alligevel, og det sker, at de kan komme med gode alternative forslag. Er det en større begivenhed, ringer jeg nogle gange i forvejen og hører dem ad, om det er muligt at få vegansk mad. Det kan være en stor udfordring, når man spiser ude, for man ønsker jo heller ikke at være til besvær. Er der ingen muligheder for at få en ret, så spiser jeg de småting, jeg nu kan og nyder det sociale i stedet. I de større byer bl.a. København og Århus er der rig mulighed for at finde noget vegansk, det kniber i mindre provinsbyer.
Skal vi spise middag hos venner eller familie, der ikke er vant til at lave vegansk mad, så tager jeg som oftest noget med hjemmefra, så de ikke behøver at lave mad specielt til mig. – Det er jo heller ikke så usædvanligt at gøre, hvis man f.eks. har specielle behov i forbindelse med glutenallergi eller andet. 

10) Tager du kosttilskud?

Som veganer er det jo vigtigt at få nok B12, så jeg tager et B-kompleks med alle B-vitaminer hver dag. Jeg tager også en vegansk multivitamin, tilskud af omega-3 fra alger samt D-vitamin og C-vitamin. Jeg får magnesium om aftenen.
Jeg supplerer også af og til med Q10, chrom og mælkesyrebakterier.

11) Hvad gør du ellers for at leve sundt?

Jeg er så heldig at jeg bor naturskønt ved vand og skov, så jeg går mange ture i den friske luft. Jeg har også en stor have, som jeg bruger en del tid på, og om sommeren cykler vi meget. Jeg sørger derudover for at få min nattesøvn og forsøger at huske at drikke nok vand.

12) Hvad er dine bedste tips til andre, der ønsker at leve vegansk?

Søg så meget information om det, som overhovedet muligt og lad dig inspirere af forskellige blogs på nettet. Der er megen hjælp at hente i Dansk Vegetarforening, som også har mange veganske medlemmer. For alle der blot ønsker at spise mindre kød har Paul McCartney startet det globale initiativ ’Meat Free Mondays’, som har både en dansk og engelsk side med masser af inspiration og gode vegetariske og veganske opskrifter.

Sortér efter